Fællesdag 2019

For andet år i træk havde vi en fællesdag i grundejerforeningen lørdag den 28.9.2019.

Fællesdagen startede i flot vejr kl. 10.00, og vores lejede container – sammen med en stor bunke grus - var placeret ca. midt i området. 3 børn og 27 voksne i alderen 9 til 84 år var mødt op til arbejdsdagen.  Efter velkomst fra min side kunne arbejdet gå i gang.

Alle fandt hurtigt en gruppe, hvor hver især kunne yde sit bidrag. Der blev stammet vejtræer op, beskåret kugleahorn, og hakket og fjernet ukrudt ved en af stierne. Desuden var der et hold på 8 mand – heraf 2 mand fra firmaet AH Montage i nr. 103 – som arbejdede hårdt med at få kørt, spredt og stampet grus på nogle af vores stier, som trængte mest til en kærlig hånd. 

Omkring kl. 12.00 blev der serveret sandwiches – købt hos Dorte i nr. 1, som til dagligt bestyrer HBK Café. Alle fik slukket tørsten og stillet sulten.

Der blev efterfølgende arbejdet til ca. kl. 13.00, men ”grusteamet” knoklede videre til kl. 14.00. Jeg tror, at de fleste var godt ømme og trætte efter det hårde arbejde. Trods nogle regnbyger undervejs – med korte pauser i carporte - blev der arbejdet intenst af alle.

Vi nåede ikke alle opgaver, som stod på vores seddel. Men i bestyrelsen blev vi enige om, at vi nåede mere end forventet.

Jeg vil på bestyrelsens vegne slutte af med at sige tak til alle - som deltog i vores fællesdag – for indsatsen. Vi fik udført nogle opgaver, som er med til at gøre vores område pænere. Desuden har vi sparet nogle penge i vores forening. Vi arrangerer måske en arbejdsdag igen næste år, men mere om det til vores generalforsamling i starten af 2020.