Fællesdag 2018

For første gang i grundejerforeningens historie havde vi en fællesdag lørdag den 15-9-2018.

Bestyrelsen havde været rundt ved alle husstande i foreningen måneden før for at få tilmeldinger til arbejdsdagen + gøre opmærksom på vores nye hjemmeside. Næsten alle husstande vil i fremtiden modtage en mail fra os, når der er nyt på hjemmesiden. Så vi vil kunne spare jer for en del papir i jeres postkasse fremover. Tak for de positive tilbagemeldinger.

Fællesdagen startede i flot vejr kl. 10.00 midt på Erantisvej, hvor vores lejede container var placeret ved vejen. Vi var ca. 40-45 børn og voksne, så det var et flot fremmøde. Jeg bød velkommen til dagen, og roste alle for det fine fremmøde.

Birgit havde flot sørget for at lave nogle grupper med en ”formand” i hver gruppe. Så kunne alle på stedet melde sig til en af grupperne. Opgaverne lød på bl.a. fjernelse af bevoksning i vores §3-område, stamme vejtræer op, beskære vores kugleahorn, rense op ved vores buske ved stien + fjerne andet ukrudt ved stierne. 

Alle fik sig tilmeldt en gruppe og gik med stor entusiasme i gang med de forskellige opgaver. Der blev savet (Torben gav den gas med motorsaven, og andre med håndsav), hakket, klippet, fejet, samlet og slæbt affald, som blev puttet i vores container.

Omkring kl. 12.00 var mange tørstige og sultne, så madholdet sørgede for, at alle fik slukket tørsten og stillet sulten. Vi havde købt sandwiches hos Dorte i nr. 1, som bestyrer HBK Café.

Der blev efterfølgende arbejdet ca. en time mere, inden vi skiltes – de fleste ømme og trætte i kroppen. Alt planlagt blev ikke nået på de få timer, men vi fik nået det, vi kunne. 

På tilbagemeldingerne fra de fremmødte – og også efter bestyrelsens mening – var dagen en stor succes. Mange tilkendegav, at en fællesdag kunne være en årlig tilbagevendende begivenhed. Vi i bestyrelsen er positive overfor dette. Men mere om det til næste generalforsamling.

Jeg vil slutte med at sige tak til alle - som deltog i vores fællesdag – for indsatsen. Vi fik udført nogle opgaver, som er med til at gøre vores område pænere og mere attraktivt. Endelig har vi også sparet nogle penge i vores forening.